tirsdag den 9. juli 2013

Støjbergs kronik: Sand, meningsløs og kynisk

Er stening sindssygt? Skal homoseksuelle have lov at ”gå frit omkring”? Og skal Martin Krasnik kunne slentre ned ad Nørrebrogade iført kalot, når han i sit stille sind overvejer, hvordan han skal grille sin næste gæst? Ja, ja og ja. Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis man er uenig, nærmer man sig betegnelsen ”uden for pædagogisk rækkevidde”. Det er Støjberg nok også enig med mig i.

Støjberg præsenterer en række synspunkter, som ingen i den brede offentlighed er uenige i. I den forstand er det sandt, hvad Venstres integrationsordfører skriver. Men det er også meningsløst.

Meningsløst fordi kronikken ikke peger nogen sted hen. Mange ord, mange problemer, ingen løsninger. Det kan være fint nok at sætte noget på dagsordenen, hvis problemstillingen er ny eller ikke er belyst i den offentlige debat. Men man må i allerhøjeste grad sige, at lige præcis den debat er hvermandseje i Danmark. I den optik burde Støjberg måske have kastet sig over andre mindre beskrevne problemer. Eksempelvis kunne man ønske sig lidt mere fokus på den katolske kirkes mange pædofili sager.
 
Inger Støjbergs kronik er sand, men også meningsløs og kynisk
Fordi Støjbergs kronik beskriver velkendte problemer og mangler løsninger, er det svært at se det højere formål med den. Hun kunne have valgt at vise en vej ud. Hun kunne have præsenteret løsningen, som kunne indeholde såvel gulerod som pisk til de rabiate som en håndsrækning til de rigtig mange muslimer, som sætter pris på de danske værdier. Men det gør hun desværre ikke. Måske er det godt at Støjberg ikke er i det private erhvervsliv. Der kommer man i hvert fald ikke ret langt med brok uden løsninger.

Støjberg siger, at det for hende som liberal er vigtigt at tage debatten. Men nej. Det er ikke altid vigtigt at tage en debat. Støjbergs pædagogik svarer til, at en skolelærer forsøger at opdrage klassens bølle ved at blive ved med at kalde ham ”idiot”. Ingen tvivl om at grænserne skal trækkes op – også i forhold til muslimer -, men på et tidspunkt skal bøllen også have en fremstrakt hånd. Støjbergs hånd forbliver i lommen.

Når bjergbestigere nærmer sig toppen sker det, at de får topfeber. Ønsket om at nå toppen bliver så stort, at rationel tænkning sættes ud af kraft. Spørgsmålet er, om Venstre har fået topfeber. Støjbergs kronik giver i hvert fald kun mening i et kynisk spil om stemmer, hvor omkostningerne for Danmark på lang sigt ofres for Venstrepolitikernes vinding på kort sigt. Kynismen illustreres bedst ved, at Støjberg venter 6 måneder med at tage denne "meget vigtige" debat.  

Med parolen frihed under ansvar kan Venstre på mange måder opfattes som et parti, der tror på og appellerer til det bedste i mennesket. I mandags appellerede Støjberg til laveste fællesnævner ved – i overført betydning - at insistere på at problemerne skal løses ved at råbe ”idiot” efter modparten. Jeg kender ikke nogen problemer, der er blevet løst på den måde. Men måske bliver jeg klogere, når meningsmålingerne ligger klar om nogle dage…
 
Følg Thomas Rex på Twitter: https://twitter.com/thomasrexdk 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar