fredag den 26. april 2013

Hulubulu! Wammen, hvor er du henne?


Regeringen er under angreb! Fra højre skydes med one-liners om løftebrud. Samtidig vælter Molotov-cocktails lavet på lige dele billige grænsesodavand og dåsebajere ned over Thornings kabinet fra den anden opposition, Enhedslisten. Men ikke nok med det. Borgerkrigen ulmer i de forskellige regeringspartier, hvor baglandet udfører guerillaangreb mod folketingsgrupperne med offentlighedsloven som våben.

Regeringen har med andre ord brug for alle gode kræfter. Og de gør hvad de kan. Mette Frederiksen, Karen Hækkerup, Vestager og Holger tager tæskene for alt fra dagpengeperiode og kontanthjælpsreform til lærerindgreb og vækstpakke. Men hov… der mangler én. Der mangler én i rækken af stærke politikere fra regeringspartierne. Der mangler en mand, der i sin politiske karriere har haft nærmest uafbrudt succes. En 42-årig der ved valget i 2011 fik næst flest personlige stemmer blandt alle folketingskandidater for regeringspartierne. Næsten 50 % flere end populære Mette Frederiksen og 35 % flere end ligeledes populære Margrethe Vestager. Og kun sølle 1.500 stemmer færre end Statsminister Helle Thorning. Vi taler selvfølgelig om gulddrengen fra Århus, Nicolai Wammen. Regeringen har brug for optimisme og gejst, og hvem kan levere mere af det end den mest smilende politiker i EU siden Tony Blair, der så rammende kommer fra netop smilets by. Ingen.

Wammen, hvor er du henne?

Wammen er i flyverskjul. Måske har Europaministeren luret taktikken af fra Løkke, der med dette årtusindes største, politiske genistreg, ”Tale er sølv…”, har ført sit parti til en position, hvor det pt. står til at blive dobbelt så stort som Socialdemokraterne.

Wammen, Wammen, hvor er du?

Wammen er der, hvor han altid er. På opportunismens smalle sti; der hvor han positionerer sig selv bedst. Og Wammen er god til det. Efter sidste valg var han oveni købet også heldig. Europaminister var måske ikke lige øverst på Wammens ministerielle ønskeliste, men han kunne ikke have ønsket sig noget bedre. Der står minister på CV’et, men hvor man troede, at det fjerne Bruxelles ville blive et problem for politikeren med de store ambitioner, blev det med regeringens problemer pludselig en gigantisk fordel. For hvordan passer Europaministeren ind i nationale debatter om dagpenge og skattereform? Rigtig dårligt. Og rigtig godt for Wammen, der med sindsro kan se frem til det kommende folketingsvalgs massakre på Socialdemokraterne. Helle Thorning går af. Wammen kan træde frem på scenen og tage magten i S. Uplettet som han er af regeringsårene – i modsætning til Mette Frederiksen. Klar til at indtage statsministeriet i 2019, hvor han med lethed vil slå en svag Lars Løkke, der ikke kan holde til at rejse sig fra hængekøjen.

Man må have forståelse for, at det Wammenske smil er ekstra bredt for tiden.


Følg Thomas Rex på Twitter: https://twitter.com/thomasrexdk