Når din fjende er din hemmelige ven – Kulturkamp i folkeskolen. Hvordan kommer vi videre?

De fleste brancher mener utvivlsomt, at de ikke får høj nok opmærksomhed i den daglige nyhedsstrøm. Som lærer eller ansat i KL skal man være ualmindeligt medieliderligt anlagt for at kunne skrive under på det for tiden. Bondo og Ziegler har nærmest tapetseret dagblade og tv-flader med konflikten vedr. lærernes arbejdstidsaftale.

På overfladen en helt traditionel faglig kamp om goder, hvor DLF og KL fægter på områder som ekstra ferie til 60+ årige mm. Den del er interessant, men hurtigt glemt, når konflikten er ovre og det retoriske våbenarsenal lagt på hylden. Langt mere vidtrækkende og vigtigt er opgøret mellem en centralt reguleret lærerkultur og KLs ønske om en decentral ikke-reguleret kultur. Kort sagt: hvem bestemmer? På forhånd fastsatte regler eller skolelederen?

Den kulturelle afgrund mellem lærerne og KL blev sat på spidsen af Bondo, da han sendte de 11 berømte spørgsmål til Ziegler. Spørgsmålene giver et godt indblik i, hvorfor Bondo og Ziegler har drukket spandevis af mødekaffe uden rigtig at nå nogen vegne. Et af dem lød:

3. Hvilke bestemmelser er der for ændring af arbejdstiden? Hvordan og med hvilket varsel?

Så få ord, så meget beton. Prøv lige at smage på ordet ”varsel”. Det smager SÅ meget af industrisamfund, så meget af en verden, der er stabil. På et moderne arbejdsmarked giver det ganske enkelt ikke mening at tale om varsel for ændring af arbejdstid. Hvis lokummet brænder bliver medarbejderen hængende til jobbet er færdigt. Eller en anden, evt. lederen, tager opgaven. Eller, hvis muligt, beslutter leder og medarbejder at udskyde opgaven. Punktum.

Men hvorfor bekender lærerne sig til en åbenlyst forældet model? Hvorfor tager man som lærer ikke med kyshånd imod tilbuddet om lokal magt og følgende større indflydelse til den enkelte lærer? Fordi lærerne betragter skolelederne som deres fjende. Og mere magt til fjenden er jo selvfølgelig ikke lige sagen.

Men det giver ikke mening at opfatte lærer og skoleleder som fjender. Hverken lærere eller KL har jo monopol på ønsket om en god skole. Det ønske er tværtimod fælles for de to, og i det store billede er deres interesser tæt på identiske. Så basis for at føle sig i samme båd er til stede. Således giver det mere mening, at beskrive lærer og skoleleder som hinandens hemmelige venner.

Så hvad gør vi? Hvordan kommer vi videre? Et råd til lærerne og to til Ziegler og co. Rådet til lærerne giver sig selv. Forlad ”lærerne mod skoleledelsen” tankegangen og husk i den forbindelse: I får masser af indflydelse på jeres skoler. Ingen… INGEN… skoleleder kan i længden holde til at være på kant med lærerne. Din skoleder er din ven – gi’ ham en krammer!

Ziegler og KL har kørt hårdt på i forhandlingerne. Der er tre grunde til, at KL nu bør række en hånd frem til lærerne. For det første har KL selv en aktie i det nuværende, centralt regulerede system. Ansvaret er ikke lærernes alene. For det andet kommer KL ingen vegne efter konflikten uden accept fra lærerne. For det tredje vil et decentralt system efter al sandsynlighed betyde, at lærerne kommer til at arbejde lidt mere. Decentrale aftaler mellem medarbejder og chef indebærer fleksibilitet fra begge parter. Men alt i alt giver fleksibiliteten som regel et lille plus i arbejdstiden.

Derfor bør KL give lærerne kompensation på lønnen på samme måde som gymnasielærerne fik i deres aftale. Endelig kunne Ziegler med fordel fastsætte en minimumspulje til forberedelse på skoleniveau. Et minimumsniveau lidt under det nuværende niveau vil gi’ lærerne sikkerhed for at forberedelsestiden ikke ”bliver slagtet”, men kun justeret. Den indrømmelse bør KL kunne gi’, og det kan være den udstrakte hånd lærerne – og hele Danmark – har brug for.

Følg Thomas Rex på Twitter: https://twitter.com/thomasrexdk